Store Matti

Bad mom?

Hej alle,

Puha hvor er jeg dårlig til at huske at skrive herinde, men må indrømme at hænderne er fyldte med Matti, Anders og arbejde. Men siden sidst er der sket en del.

I midten af juni tilbragte vi 9 dage i Sverige med min dejlige svigerfamilie. Det var SÅ hyggeligt – for os voksne. For Matti var det hele lidt for overvældende. Vi skulle jo rundt og hilse på familien og så skulle vi i sommerhus og tilbage igen, og sidst men ikke mindst var planen at vi skulle fejre midsommar på Öland med nogle venner. Der trak vi bog håndbremsen på vejen fra Stockholm. Matti havde om mandagen SLET ikke sovet om natten og vi havde for første gange taget ham over i vores seng – desværre uden held. Han skreg hele natten igennem og havde simpelthen været med om for meget. Han synes dog det var skide skægt at jeg skreg helt vildt da vi på Skt. Hans aften kørte over Öresundsbron i skybrud og torden og lynild. Dertil skal det måske nævnes at det kun er mig der har kørekort her i huset og derfor kun var mig der kunne køre og desuden er så hunderæd for torden og lyn at man skulle tro det var en gammel løgn. Her lidt billeder fra Stockholm og fra et lille pitstop på vejen hjem 😊

IMG_4054 IMG_4101 IMG_4134

Vi har også været i Trysil i en weekend og haft gæster fra Stockholm – alt sammen hyggelige og dejlige weekender med nogle af de vigtigeste mennesker i mit liv. Især da Anders´s to kusiner var på besøg her i København, havde vi en fantastisk skøn aften hvor vi sad og snakkede meget længe og det var så rart for normalt har jeg kun set dem til familiesammenkomster.

IMG_4358

Nogle gange er en sut bare ikke nok 😊

Men nu til overskriftensbegrundelse. Det er næppe smuttet forbi så mange snuder at der netop har været premiere på filmen “Bad moms” (glæder mig forresten helt vildt til at se den, Sara!!!!) og jeg elsker at der endelig er nogen der taget tabuet omkring det at være mor op! Det er sgu ikke altid en dans på røde roser og ej heller verdens letteste job. Det er fuldtids job gange 4 og når man så er så heldig at være på arbejde fuldtid ved siden af begynder døgnet efterhånden at have for få timer og for at være ærlig, tror jeg sgu ikke altid på de lyserøde billeder af mødre med deres perfekte rene unger der aldrig har haft ørevoks eller bussemænd. Jeg tror vi er rigtig gode til (gælder helt klart også mig selv) at fremhæve de gode sider og skjule de knap så perfekte sider af vores børn på de sociale medier. Jeg har længe lidt en smule af at mit hjem skulle være ordentligt og ryddet og RENT. Mine møbler var hvide og sofabordet af glas. Og så havde jeg mit egoist hjørne med min store elskede lænestol. Efter Matti begyndte at kravle og lege er stolen flyttet på lageret (jeg kan høre den kalde på mig og den er meget skuffet og ked af det) og har fået selskab af sofabordet som er erstattet med et IKEA Lack til 200 kr og allerede har fået en del ridser af LEGO der bliver kastet ned i det. Hver aften bliver der dog ryddet op herhjemme for ellers er der ingen af os der kan være i vores 60kvm lille lejlighed.

 

Nå, her kommer spørgsmålet så? Hvad er en god og en dårlig mor??? Jeg har sat mig selv en del til side for Matti i vores hverdag, men når mor kommer hjem efter 8 timer på kontoret så gider jeg sgu ikke altid lige at skulle kravle rundt på gulvet og lege tittebøh eller bygge tårne for at ungen kan vælte dem. Af og til vil jeg bare gerne tage min dyne ind på sofaen og se serier. Og ved I hvad – det har jeg gjort i dag. Dels fordi jeg ikke er helt på toppen og dels fordi det pisseregnede og jeg ikke gad en skid! Min veninde lagde i morges denne op og jeg kom sådan til at tænke: Hvor dejligt at hun ikke pakker ind hvor perfekt en mor hun er for skal man følge trenden og samfundets syn så er hverken Lelle eller jeg perfekte mødre – mit hjem ligner noget der er løgn det meste af tiden men vi har det fandeme godt med en harmonisk dreng der elsker at vi leger rundt på gulvet og løber om kap og kaster ham helt op til loftet for at gribe ham igen. Det faktisk hans yndlingsleg og har været det alle dage 😊

Uden navn kopi

Lelle, du er skide sej og den bedste mor for alle dine unger 😊 Lad os alle være bedre til at dele de ikke så gode ting vi i andres øjne gør med vores børn men som vi selv ved vi kun gør for deres bedste og fordi vi elsker dem helt ubetinget for i mine øjne er det lige præcis det der gør os til de aller bedste mødre i denne verden 😘 Jeg anser bestemt heller ikke mig selv som speltmor, men følte, da jeg blev mor, at jeg blev mødt at mange dømmende kommentarer omkring MIN måde at være mor på og for den sags skyld IKKE at være mor på. Jeg ammede kun 6 uger for det fungerede ikke da jeg producerede for meget mælk og ungen ikke blev ordentlig mæt for han kunne ikke komme igennem alt det tynde ind til det mættende før han havde fyldt den lille mave. Han har aldrig sovet i vores seng andet end den ene gang i Sverige for det var der ikke nogle af os der behøvede. Jeg havde ikke en urkvinde fødsel uden smertestillende hvor jeg smilede mig igennem veer og fødsel uden bristninger. Og Matti var ikke ret gammel da jeg fik revet ham hele vejen hen over ryggen. Alt dette var med til at jeg gik helt ned i et hul over at være blevet mor, og jeg følte mig ikke god nok og var rigtig ked af det hele tiden. Heldigvis havde jeg et dejligt netværk som støttede mig og jeg kom i kontakt med andre nybagte mødre med samme følelse som hjalp mig igennem det. Og i dag er jeg ikke et sekund i tvivl om at jeg som “ikke-ammende-ikke-spelt-ikke-samsovende-og-ikke-vugge-min-søn-i-søvn-mor” er en hamrende god mor for vores søn. Vi ligger ham i seng kl. 21 og siger godnat og så ligger han og snakker lidt med alle bamserne og så sover han, for sådan har det jo altid været. Han får så meget kærlighed hele dagen hver dag, at jeg ikke føler jeg svigter ham ved ikke at kysse og vugge ham i søvn. Ta ikke fejl, græder han så kommer jeg ind og kysser og krammer ham og putter ham, men han falder selv i søvn. Nu hvor lillemanden putter og farmand er ude at gå aftentur (han VIL nå 10.000 skridt om dagen og det havde han ikke nået i dag) så vil jeg se en film og drikke mig en kop te 😊

Hav en dejlig weekend alle sammen. Slutter af herfra med et stemningsbillede fra vores gåtur i Rågeleje i går aftes med bonusbedsterne og familie 😊 Vi savnede dog Hanna meget da hun er i England 😘

IMG_4425

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv et svar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Store Matti